Transportret er den første samlede fremstilling af reglerne om transport af gods. I bogen gennemgås reglerne om de enkelte typer unimodal transport (vej-, sø-, luft- og banetransport) og om multimodal transport, hvor flere typer unimodal transport kombineres. Desuden omtales logistikaftaler.
I Transportret omtales blandt andet:
- transportørens forpligtelser og ansvar
- transportkundens ansvar
- transportørens fragtkrav og sikkerhed i godset
- reglerne om virksomhedspant
- reglerne om lovvalg, værneting og voldgift
- de forskellige typer transportdokumenter, dvs.
vejfragtbreve, konnossementer, søfragtbreve, luftfragtbreve, banefragtbreve og multimodale transportdokumenter
I bogen drøftes det også, i hvilket omfang reglerne om unimodal transport finder anvendelse på multimodal transport, og hvilken betydning reglerne har for parternes mulighed for at aftaleregulere en multimodal transport.
Transportret giver overblik og er et opslagsværk, hvor de enkelte afsnit kan læses selvstændigt. Centrale regler illustreres med eksempler og domme. I bogen gennemgås dansk ret. Internationale konventioner og national ret i andre lande omtales også i et vist omfang.
Bogen kan anvendes som håndbog for praktikere – som f.eks. speditører, rederier, luftfartsselskaber, andre transportører, forsikringsselskaber og advokater – og som lærebog for studerende ved universiteter, handelshøjskoler og andre uddannelsesinstitutioner.
Per Vestergaard Pedersen er advokat og arbejder blandt andet med transportret og andre retlige og kommercielle forhold vedrørende transport og logistik.
|