Bogen beskriver introduktionen af aftalelovens § 36 i 1975, og hvorledes den har virket. Den arkæologiske forankring undersøges, og samtidig er alle trykte afgørelser samt enkelte utrykte analyseret. Forfatteren peger på, at mange fejlagtigt anser urimelighed og rimelighed for komplementære størrelser, og han opfordrer til større bevidsthed om, at § 36 er en urimelighedskontrol. Forfatteren påviser, at § 36’s rolle som generalklausul ikke har fungeret, idet bestemmelsen i alt væsentligt har fungeret som en lempelsesregel.
Indtil videre er kun få afgørelser gået videre end regelsættet før 1975 med hensyn til at beskytte den svage part i et kontraktforhold. Bogen undersøger forholdet til de øvrige bestemmelser i aftalelovens kapitel III og V, herunder navnlig forholdet til §§ 31 og 33. Der peges på, at samspillet med § 39 bør undersøges nærmere, navnlig i ansættelsesretlige sager.
Indtil 2014 har bl.a. de hidtidige processuelle regler medført mange sager ved domstolene, herunder Højesteret, men der rejses spørgsmål om, hvorvidt de nuværende regler betyder, at § 36-sager fremover vil blive enlige svaler i Højesteret.
Bogen beskriver introduktionen af aftalelovens § 36 i 1975, og hvorledes den har virket. Den arkæologiske forankring undersøges, og samtidig er alle trykte afgørelser samt enkelte utrykte analyseret. Forfatteren peger på, at mange fejlagtigt anser urimelighed og rimelighed for komplementære størrelser, og han opfordrer til større bevidsthed om, at § 36 er en urimelighedskontrol. Forfatteren påviser, at § 36’s rolle som generalklausul ikke har fungeret, idet bestemmelsen i alt væsentligt har fungeret som en lempelsesregel.