| |
Pris: 875 SEK exkl. moms  | Efter Finanskrisen blev det sværere at få adgang til nødvendig finansiering, særligt for SMV’erne, hvilket gav grobund for alternative finansieringskilder såsom crowdfunding. Den fortsatte udvikling af crowdfunding som fænomen og ønsket om at understøtte SMV’ernes finansieringsbehov har i EU mundet ud i forordningen om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet (ECSPR). Med ECSPR øges finansieringsmulighederne, da forordningen skaber bedre vilkår for investeringsbaseret crowdfunding og letter adgang til, at crowdfundingtjenester kan udbydes over landegrænserne.
Med vedtagelsen af ECSPR er crowdfunding for første gang opstået som et retligt fænomen i Danmark. Investeringsbaseret crowdfunding i Danmark bygger på ph.d.-afhandlingen af samme navn og er den første systematiske behandling af de retlige begreber, regler og udfordringer, der følger af indførelsen af ECSPR i dansk ret. Bogen giver både en samlet fremstilling af retstilstanden for investeringsbaserede crowdfundingtjenester i Danmark samt et kritisk blik på de retlige udfordringer, der opstår på området.
I bogen påpeges bl.a., at SMV’ernes adgang til crowdfunding fortsat påvirkes af, at ECSPR ikke dækker alle typer af crowdfundingudbud, og at anvendelsesområdet for forordningen og nogle af de yderligere regler er præget af uklarheder. Desuden fremhæves det også, at dansk ret i tiden efter forordningens ikrafttrædelse på flere punkter er ændret, sådan at retstilstanden i Danmark nu i større grad harmonerer med reglerne i ECSPR. Foruden udfordringerne i relation til indførelsen af ECSPR i dansk ret fremhæves ligeledes, hvordan harmoniseringsniveauet, hensynsafvejningerne og uklarheder i regelgrundlaget i ECSPR danner grundlag for retlige udfordringer.
Cand.jur, ph.d. Cecilie Højvang Paulsen er adjunkt ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet. Siden 2021 har hun forsket i retlige aspekter af alternativ finansiering, herunder særligt crowdfunding. | | |
|